Mandøhusets interiør og historie

Stuen med de frisiske fliser

Mandøhuset, som udgør Mandø Museum, fremstår nøjagtigt, som da det blev bygget i 1831 og er for størstedelen indrettet, som om skipperfamilien lige er ude et øjeblik. Inden man går ind skal man bemærke den karakteristiske indgangsdør og " æ atengaf "- en luge over døren, hvorfra man kunne forke hø ind på loftet. Koner, børn og gamle tog sig af et lille landbrug, mens manden var på farten.

I den første stue " æ dons " står den gamle bilæggerovn af støbejern klemt op i hjørnet flankeret af to armstole. Ovnens sider er udsmykket med bibelske motiver. På nordvæggen finder vi de smukke frisiske fliser med de kendte motiver, men den mørke farvetoning gør dem sjældne.

At vi befinder os i et skipperhjem ses klart af, at der hænger både oktant, kikkert og andre nautiske instrumenter rundt på stuens vægge sammen med det uundværlige messingbækken - den tids varmedunk. Tobakskassen på bordet har skydelåg og to rum - ét til tobak og ét til pibeudkrads. Til højre finder vi " æ swot kammer " - et alkovekammer med et lille vindue ud til entreen - " æ framgol ".

Stuen med alkoverne

I den midterste stue, der er gennemgangsrum til de to andre stuer, finder vi igen to alkover. Her sidder " Mandøpigen " iført den lokale Mandødragt, som er bragt til øen af kvinder fra Ho.

Overleveringen siger, at 7 mænd fra Mandø, som efter en stormflod i 1532, hvor de mistede deres familier, hentede nye koner i Ho. Kvindedragten bæres den dag i dag ved den årlige hjemstavnsfest på øen - " Mandøfesten ".

I den 3. stue, som tidligere var stadsstuen "æ k´øn dons", er indrettet udstillinger med dokumenter, tekstiler, nips, alt sammen ting med tilknytning til livet på Mandø.

Køkkenet

I køkkenet finder vi det uundværlige brændekomfur muret ind i hjørnet lige bag bilæggerovnen - den tids varmegenbrug. Komfuret er lavet af støbejern med messingknapper og motiver på låger og sider. Rundt om på vægge og hylder finder vi noget af det mest almindelige køkkengrej til brug for datidens madlavning over komfurild.

I køkkenet får vi også et kik ind i " æ glashus " , hvor sølvtøjet og de fine drikkeglas blev opbevaret. Hvis tingene ikke var i brug, kunne gæsterne da beundre de smukke glasvarer, som ofte var af oversøisk oprindelse.

Øst for køkkenet findes opbevaringsrum for forskelligt grej bl.a. fuglegarn, klaptræer, slagstøvler, seletøj og en " kasseryw " - en rive til at rive tørret ko- og fåregødning sammen med. Det kunne bruges som brændsel på den træfattige ø. Her findes også den store bageovn.

Udstillinger og lokalhistorisk arkiv

Husets østlige ende, som museet erhvervede noget senere, er indrettet til små separatudstillinger. Her er udstillingen om redningsvæsenets historie og strandinger på Mandø. En flot skibsmodel af en af Islandsbådene - " Anna ", og den lidt nyere historie bidrager med nogle vragrester fra engelske bombefly, som blev nedskudt over havet, samt en flyverdragt, der har tilhørt et besætningsmedlem, som blev reddet og hjulpet videre på sin flugt af mandøboerne under 2. Verdenskrig.

Derudover er der smørdritler fra det forrige nedlagte Mandø Mejeri, som man kan se genopført på Hjerl Hede Frilandsmuseum.

Ud over at give et meget detaljeret billede af livet på øen i 1800-tallet så rummer huset også øens lokalhistoriske arkiv.

Mandø Museum vidner om, at den lille fattige, men historierige ø`s efterkommere har lagt energi og engagement i at bevare bygning, genstande og historier til minde om deres forfædre og til stolt fremvisning for øens gæster.

E-mail til Mandø Museum: vibu@mail.dk

Kontakt til Mandø Museum: Lisbeth Bunde 61319502 mailadresse: vibu@mail.dk eller Eline Nielsen 75446052
Museets åbningstider er sammenfaldende med bussernes ankomst- og afgangstider til øen.
Entre: Voksne 20 kr. - børn 10 kr. Rabat til grupper over 12 personer: 15 / 7 kr.

Printervenlig side!

Printervenlig side

Opdateret d. 8.5. 2010